“You take the high road and I take the low road . . . . “
1. del Hirtshals – Skógar
Dan og Karen kaldte atter sammen til en Islandsrejse og selvfølgelig er nogle mennesker taget med på turen. De to kan, trods alt, ikke efterlades uden opsyn på en rejse.
Efter raidet i 2008, hvor gruppen blev spredt frem og tilbage over Island, var organiseringen denne gang lidt anderledes for at få et bedre overblik og give en fælles ferie for en stor gruppe, istedetfor mange, spredte smågrupper.
Der var derfor en tosidet plan: 1)en rundtur for “Highlanders”, som ønskede at gå ind i højlandet og ikke vige fra dårlige veje, fir-hjulstrækkeretaper og vadesteder og 2) en alternativ rute for de “turister”, der foretrak at forblive tæt på ringvejen, besøge byer og heller ikke så gerne færdes dér, hvor en centraleuropæer ikke vil kunne genkende en strækning som en ”vej”.
Begge grupper skulle dog mødes nogle steder, et par dage på et fælles overnatningssted, for at fremme samhørigheden og skifte mellem de to kategorier, hvis man ønskede.
Etaperne havde Dan, Karen og jeg hovedsagelig planlagt i Rötgesbüttel på påsketræffet. Masser af koordinering fandt også sted på et lille forum designet specielt til dette raid, hvor der også var tekniske tips, reservedelsliste og information om Island m.m.
Turen skulle køres i urets retning, i modsætning til raidet i 2008. På kortet var de ruter, der var planlagt for begge grupper markeret med sorte prikker, turistruter med grønne og højlandsruterne med blåt – områder, hvor højlænderne skulle køre, og turisterne. Overnatningsstederne havde en særlig tydelig signatur. Denne ”dobbelte planlægning” viste sig at være en god idé, og planen blev også overholdt bortset fra et par små ændringer. Min rejsebeskrivelse har overvægt til højlandssiden, simpelthen fordi jeg stort set har kørt højlandsruten.
Forberedelser.
Et velfungerende bil er praktisk, hvis du ønsker at køre i din bil på ferie. I starten af juni stod det nye chassis til min blå Acadiane stadig helt nøgent (det gamle ”døde” i Rumænien på Raid Dracula!), men 17. juni, cirka 3 uger før raidet, var karosseriet monteret. Her skylder jeg en stor tak til Blacky! Uden ham ville det blå Acadiane bestemt ikke være kommet til Island (og ikke kommet tilbage uden problemer, men der kommer senere). Egentlig ville vi til træf i Østrig (et par uger inden raidet) for at teste bilerne før Islandsturen, men jeg manglede stadig papiret med godkendelse af den nye bundramme, før jeg kunne køre til TÜV med min bil. I stedet tog vi til Dachsberg i Schwarzwald – 200 km kan da godt gøre det ud for en prøvetur !
Og der var ingen komplikationer, i hvert fald ikke på udturen. Kun på vej tilbage … Brændstofpumpen på Blackys 2CV gav op. Af andet vigtigt papirarbejde var der fremstilling af raid-klistermærker (designet af Jean Marie, en af de franske deltagere, som nær aldrig var kommet frem til færgen – herom senere) og tjek af reservedele (tak til Klaus for lån af ”die rote Kiste”!).
Ruten til Hirtshals.
Ankomsten til havnen i Hirtshals skete i flere etaper. Vi ønskede at starte om fredagen, færgen sejlede tirsdag 10.juli.
Fredag havde vi planlagt at overnatte i en bekendts lejlighed ved Hamburg. Lørdag: Her havde vi planlagt et besøg i MiWuLa, et modellandskab, hvor det vrimlede med Citroëner! Dernæst videre til Flensborgklubbens træf i Hünning. Søndag: Herfra til Mette & Erling (som vi kender fra Raid Karelen i 2007) i Hersom. Mandagens etape ender på Tornby Strand Camping. Derfra er det kun 5 km fra havnen, meget praktisk, fordi vi skal være der enormt tidligt. Den 6. juli var det endelig tid for afgang.
Turen startede fredag middag. Jeg mødtes med Blacky og sammen kørte vi omkring 300 km til det første stop Kirchheim. Der mødtes vi med Oli for at i fællesskab at fortsætte nordpå. Ventetiden blev brugt til servicering af små tekniske problemer. På det tidspunkt var det allerede klart, at det ville være sent, før vi nåede Hamburg. Sent på aftenen gjorde vi holdt på rasteplads Seevetal, hvor vi klemte de 3 biler ind. På denne måde kunne vi køre direkte til MiWuLa. Her mødtes vi med Daniel fra Schweiz, der allerede var kommet med biltoget til Hamburg. Efter dette besøg var Ollis ene dæk næsten fladt. Hans bil ville formodentlig ikke med til Island, trods alt havde der allerede været et problem med karburatoren. Efter påfyldning sidst på eftermiddagen kørte vi videre til Hünning, hvor Flensborg-klubben holdt deres årlige træf. Bare et par km fra hovedvejen næsten præcis på ruten og var derfor for os en god mulighed for den næste nat og samtidig et møde med flere andre raid deltagere: Wilfried, Remy + Marie-Rose, Jean-Marie og Marie-Louise (“Jean-Marie-Louise”), Nicolas og Martine, Jean-Pierre, og Bruno og Günter allerede var der. Flensborg-folkene var noget overraskede over den internationalitet, der prægede træffet, fordi de ikke havde vidst det. Gør ikke noget, men …
Jean-Marie-Louise havde om fredagen – på vej til Danmark – været ude for en ulykke: en Audi var kørt ind i 2CV´en efter at den havde vædret en taxa. Trods det voldsomme sammenstød forrest i venstre side, kunne 2CV´en repareres (endda med røde karosseridele!) på en dag – takket være 2CV-netværket og et godt værksted i Bremen.. Audien så meget værre ud og kunne ikke længere køre.
Den næste morgen kom Alex fra Østrig, som havde taget biltoget til Hamburg og havde derfor kun lidt kørsel. Han ønskede at få en klipning før ferien, men det var ikke lykkedes. Så han var lidt tilgroet …
Flensborg-træf og flere opsamlinger før Hirtshals.
Med nu 11 biler var det en meget blandet gruppe (1-Ami Super 2CV, 3 normale 2CV, 3 Acadyaner, 1 2CV Pickup, 1 Mehari, 1 AK, 1 Jumpy) fra 5 lande, der kørte videre mod Danmark. Etappen var ikke særlig lang, ej heller særlig trafikeret, så vi kunne temmelig komfortabelt tøffe afsted med omkring 80 kilometer i timen.
18.30 ankom vi til Hersom hos Mette og Erling,. De havde inviteret os til at besøge dem på vej til Island (hvor de for øvrigt ville støde til i Nordlandet) til mad og til at tilbringe natten hos dem. Da vi ankom, var der allerede to Meharier fra England. Annies Mehari mistede forruden, mens hun stadig kørte i England. Resten af vejen til færgen kørte hun således uden glas. De havde overnattet i Kolding og derfra kørt op til Dan og Karen og hentet en forruderamme (med intakt glas!). Om aftenen kom Morten og Eva i deres HY, således raidgruppen var nu næsten komplet, kun skandinaverne manglede stadig.
Mette og Erling har en stort ejendom med flere store udhuse, herunder et værksted og en meget stor grund.
SÅ stor at næppe nogen ville bemærke, hvis man henlagde et træf dér – 30-40 biler kunne snildt få plads (vi var i alt 14). Hunden Igor var en ivrig tyv og bortførte adskillige ejendele. Straffen var at løbe efter ham, indtil han blev træt!
Nu med 12 biler vi kørte på motorvejen til Hirtshals, denne gang endnu mere komfortabelt end dagen før. De to britiske Meharier var ikke med i konvojen, da Chris og Annie ville køre en smule på små veje langs kysten. Tornby Strand Camping var stedet, hvor hele raidgruppen skulle samles. Den ligger kun 5 km fra havnen. Dette var praktisk, fordi vi skulle være omkring kl.6.30 i havnen. På campingpladsen kom endnu flere biler: de to svenske ”ænder” med Tommy, Lia, Per og Barbro, Cherokee med Yngve og Linda, AK med Helge og Christine fra Finland.
Der var således kun 2 køretøjer, som manglede: André i 2CV og vores “rejsebureau” Dan & Karen i HYnimog, .. med den vigtigste billet til hele gruppen om bord.
Mandag eftermiddag forhandlede jeg med campingpladsen angående åbning af bommen i morgen. De ønskede kun at åbne 6:30, men der skulle vi allerede være i havnen. Damen forsøgte at få nogen til at besvare telefonen hos rederiet for at afgøre, om det skulle virkelig være så tidligt. Hun fik fat i nogen, vi blev derefter enige om, at stedet åbner kl. 6 og vi skulle pakke vores ting med så stille som muligt og køre ud.
Kort sagt har de to gjort det. De var ikke for tidligt, ikke for sent … Vi var allerede linet op lige før 6 ude foran, et par minutter i 6 kom 2CV´en og HYnimoggen med det nye tag og vinduer i dørene (det var dér, svejsningen havde drillet og udsat afgangen).
Således komplet kunne raidgruppen flytte sig til havnen. Friske folk i check-in fik hurtigt styr på vore biler og snart var vi ombord (heldigt da vejret ikke var så spændende).
Hirtshals – Seyðisfjörður. En rolig sørejse.
Overfarten fra Hirtshals på Torshavn til Seyðisfjörður var meget fredeligt. Det var temmelig blæsende, men søen var temmelig blank og færgen bevægede sig knapt (undtagen fremad naturligvis).
Allerede tirsdag havde vi et omfattende drivers meeting på færgen, bl.a. for at præsentere deltagerne for hinanden, da mange af dem ikke havde mødtes før. Onsdag var det Alex ‘fødselsdag, han bød på ”et par” øl. I øvrigt mødte vi også nogle søde mennesker, bl.a. Anne og Carsten, som vi kom til at løbe på en hel del gange på turen ! I det hele taget var der mange erfarne Islandsrejsende, der venligt gav os tip. Da en schweizer opdagede, at vi hørte til ”andekliken”, udbrød han ”oh, er du en af dem…!”
I modsætning til den tidligere tidsplan, må man på denne afgang ikke længere forlade skibet på Færøerne, men sejler helt op til Island. Men Norröna gør stadig et kort stop i Torshavn for at sætte passagerere af. Fra Tórshavn var der en kort døgns sejlads, før Island kom til syne. Vejret var fremragende, en reel sommerdag, selv om en lille smule sne i fjeldene. Efter den rolige overfart og anløb måtte vi vente et stykke tid, inden vi kunne at køre fra borde, fordi vi der var så mange biler på dækket. Efter toldkontrollen samledes vi til et ”familie”foto. Nu var det tid til en reel ferie og en masse sjov …
Seyðisfjörður – Laugarvellir. Velkommen til Island og de varme kilder.
Efter at vi endelig var ankommet i Island, kunne begynde rejsen. Først kørte vi til Egilsstaðir, hvor der er flere store supermarkeder. Der købte mindst halvdelen færgen ind, vi mødte et par folk endnu en gang. Chris fik hentet Debbie ( “Jeg fandt hende på hoteletl” ), der var ankommet aftenen før med fly (og på dette tidspunkt stadig var ren!). Først kørte vi et stykke af 1 nord, før vi drejede ind på den første grusvej. Efter at det næsten ikke havde regnet i flere uger i Island, var alt meget tørt og vejen meget støvet. For mig var det OK, jeg kørte forrest, men de andre har fået en masse (p.g.a. for kort afstand). Bruno spekulerede på, om han skulle hænge sideruderne på, lod være, ville hellere køre åbent: “Jeg kører Mehari, jeg ønsker at køre åbent. Støv hører med!”. På vej 910 kom kort efter de første tegn på interessant skiltning, der viser, at færdsel i højlandet ikke er egnet for alle.
Dagens mål var “lejren” ved Laugarvellir, som faktisk består af en parkeringsplads, et gammelt tørvehus (og et ”das”) og 100 m derfra en ”pool” med varmt vand og vandfald.
Vi ankom ganske tidligt og havde storartet vejr, så vi stillede bilerne i krydset (hvor 4 grusveje mødtes) og valgte en kort vandretur til canyonen Hafrahvammagljúfur (som vi ellers ville have besøgt den næste morgen på den videre rejse). Den er meget dyb. Alligevel er der ingen hegn, her er det stadig almindeligt at tænke selv og til at tage sig i agt, hvor man går. Efter turen kørte vi de sidste få km til campingpladsen, hvor nogle af os måtte støve af. Efter at alle havde slået lejr og i det mindste en smule af støv blev fjernet, kom de virkelig vigtige ting på dagens tur: badningen i det naturlige badekar med brusebad, stadig komfortabel, selv efter 2 timer. I en temperatur omkring 40 ° C skylles det resterende støv af.
På Wilfrieds pick up er en støddæmperbolt brækket.Vi havde én, der passede, men det halve af bolten sidder stadig fast i rammen. Så Wilfried kørte bare videre med 3 støddæmpere, “det mærker man ikke”! Støddæmpere var i det hele taget et interessant emne på rejsen, det gentog sig, og ikke kun hos Wilfried …
Laugarvellir – Berunes. Vandkraft og fjeldveje.
Før vi kørte, var der lidt morgenmads musik, Dan var godt udrustet med en saxofon. Laugarvellir er beliggende nær en elv, hvilket antyder, at stedet ligger i en dal. Vejen til Laugarvellir fører igen over højlandet. Dette har den store ulempe for det sted, du skal nå op til for at forlade bjerget. Lyder det let? Ja, men det er ikke … Det i sig selv ville være noget problem, men da det sidste stykke vej imidlertid ikke engang har et nummer (ikke engang F), er det kategoriseret på kortet som “anden grusvej eller spor”. Det er derfor stejlt, stenet, ujævtn og vanskelig at navigere på, hvis du har forhjulstræk og så lidt vægt på forakslen, som vi har. Aktionen gav allerede i 2008 problemer …
Men det nyttede ikke noget – vi var nødt til at komme ud. Der er ingen butik og lagrene var begrænsede. Vi havde også en smule mere, vi ville nå i vores ferie. Den første af os klarede det ikke og måtte bugseres op. Helge var den første, der formåede at forcere skråningen, men med en temmelig brutal procedure: tilløb med fuld gas i 1. gear. Overgang og derefter forblive på det, uanset hvor (dårligt) det lyder. Et par af de andre benyttede også denne teknik.
Til sidst var det min tur. I 2008 var jeg nødt til at blive trukket på denne rute – det ønskede jeg at undgå denne gang om muligt. HYnimoggen var allerede oppe, Karen var stadig nede, og jeg var den sidste, der skulle op. Så jeg tilbød hende et lift. Af trækkraftsårsager, dog ikke på forsædet, men længere foran. Dan var også glad for, at han ikke skulle vende igen og køre ned i dalen. Hans kone kom tilbage, selvom hun var “lidt” støvet.
Efter dette tidskrævende, spændende og sjove tiltag flyttede vi os først et par kilometer på grus til kraftværket Kárahnjúkar, hvor den asfalterede vej begynder eller slutter, afhængigt af perspektiv. Vi fortsatte et godt stykke på vej 910, hvor vi lige før Egilsstaðir vendte tilbage til dalen. Der delte vi os, nogle tog på museum (Skriðuklaustur med tilhørende klosterruiner), imens opsøgte Oli, Blacky og jeg besøgscenteret for kraftværket, herunder inspektion af generatorhallen, i næsten en kilometer dybde nede i bjerget.
Herfra gik det let videre over Öxi, en smuk pasvej med 17% hældning, tidligere må den have været vanskelig at befare. Nu var den god at køre på, meget fast grusvej med lidt trafik og en fantastisk udsigt. Undervejs mødte vi et mobilhome (lejet?), som regelmæssigt bippede højlydt og havde advarselsblink tændt. Chaufføren gik om til kassen, var naturligvis forvirret og lyden blev bare ved. Efter et par minutter fandt han en knap på fjernbetjeningen PANIC, som nogen åbenbart havde trykket på. Således faldt der ro over tingene. Moderne teknologi gør folk afhængige – godt at det ikke sker for os!
Efter Öxi trak vi ind på campingpladsen ved Berunes. Om aftenen fejrede vi den 50. fødselsdag for HYnimoggen. Der var flere gaver til Dan og Karen, et nyt klistermærke til HYnimoggen, drikkevarer og en meget morsom aften.
Berunes – Stafafell. Østkysten og smeltevandsdeltaer.
I dag var det 14. Juli, hvilket er den franske nationale helligdag. Den blev også reglementeret indledt om morgenen med Marseillaisen af Dan og flag på de franske biler og raiddeltagere.
Vi brød op usædvanligt tidligt, kl 9..30 var selv den sidste bil kørt af sted. Var der noget særligt i gære? Nej vel, alle mand faldt bare ud af sengene … Allerede ved 14-tiden var vi på den næste campingplads Stafafell. André havde en punktering, Carsten og Anne var der også. Ellers skete der ikke noget særligt…
Derefter tog vi afsted for at “lege”. Få kilometer fra Stafafell fører vej 980 ind i dalen Jökulsá i Lón. Man kan køre et stykke, så kommer der et vadested, som for os er helt ufremkommeligt. Men indtil da kan man også have en masse sjov.
Vadestedet var for dybt for os, vandet mudret, strømmen for stærk og bredden for stejl. Men det var på forhånd allerede klart, at vi kun ville nå hertil. Tilbage skulle vi også, og vejen var på et par steder så stejl, at vi allerede på udturen (nedadkørslen) vidste, at hjemturen bød på vanskeligheder. Men vi klarede næsten alle stigningerne uden hjælp og fik desuden bilen “vasket” lidt. Herligt var det, anstrengende også, ”kasserne” var gennemblødte, og vi havde en storartet eftermiddag!
Mens vi drev rundt i området, kom der to off-road lastbiler på den anden side – de ville naturligvis krydse floden. Efter nogle søgning, fandt de et sted og kom over. Chaufføreren mente, at vanddybden var omkring 1 meter.
Da vi vendte tilbage til campingpladsen, havde André atter punktering (en gammel reparation var sprunget op). Så Nicolas skiftede slangen på få minutter. Om aftenen blev vi budt på en aperitif af franskmændene, på deres nationaldag. Endelig noget at fejre igen, det sidste party var jo alligevel allerede 1 hel dag siden, nemlig HYnimog-fødselsdag …
Stafafell – Kirkjubæjarklaustur. Fra øst til syd.
Yngve, Linda og Lia lavede praktisk talt hver morgen yoga øvelser, mens de fleste af de andre stadig lå i fjerene eller deres soveposer.
Efter at have brugt en del masse tid på at pakke og rydde op, kørte vi til Höfn. Der var endelig en benzinstation, Acadyanen fik mere end 24 liter i tanken – det var ikke for tidligt…
Derfra gik ruten via hovedvej 1 (der er ingen anden vej i området). Undervejs var der noget at se her og der. Vi standsede ved Jökulsárlón. Dette er en ganske stor sø, hvor klumper af is flyder alle størrelser, der er brudt ud fra gletsjeren bagved og driver sig mod havet. I forskellige amfibiekøretøjer kan man foretage en sejlads mellem isskosserne og se sæler og fugle boltre sig i vandet.
Vi havde fået et tip om, at der et par km væk befinder sig endnu en lignende, iskold sø, hvor der ikke er så overfyldt. Det var sandt, der svømme kun enkelte isskosser rundt. Vejen var temmelig korrugeret der, og nu vidste vi, hvorfor der ingen turister var…
Nær Kirkjubæjarklaustur kørte vi (Black, Oli, Dan + Karen, Morten + Eva, svenskerne, briterne, og jeg) til byens gamle campingplads, Kleifarmörk ”Turisterne” gjorde ikke ophold her, de var allerede længere fremme – vi gjorde det, fordi vi ønskede at køre ind i højlandet den næste morgen. Lige ved campingpladsen er der et lille vandfald, men ingen brusere. I nærheden kiggede vi på den fantastiske basaltformation ”Kirkjugólf” og midnatssolen på jøklen.
Kirkjubæjarklaustur – Blágíl. Da Island blev lagt øde.
På islandske veje er man nødt til at beskæftige sig med mange ting, der ikke findes andre steder, såsom skilte for får, tegn for “kun 4×4 køretøjer”, forbud mod færdsel i udlejningsbiler, og endda nogle andre. Men her var skiltet med ”enbreddes bro” absolut en løgn.
Dagens rute var mistænkelig højlandsagtig. Derfor var der på den sidste benzinstation en kort vedligeholdelsespause. I lyntempo smurte Annie, Blacky og Tommy alle styrebolte. De var ikke helt så hurtigt som Formel 1-dækskiftere, men de også er mindst 15 per bil, her var der et par mindre …
Vi kørte ind i forbudt område, fordi det er faktisk kun 4×4 køretøjer, der må passere. Men hvis man ikke spørger, får man heller ikke forbud … Et par små vadesteder var det også, men alle kom flot igennem. Kort efter det store vadested kommer Fagrifoss, parkeringspladsen er kun ujævne 100 meter fra vejen.. En firhjulstrækker var parkeret på vejen, føreren tilsyneladende turde åbenbart ikke at køre op til parkeringspladsen. Da vi passerede ham, ændrede han mening og kørte også til parkeringspladsen!
Vejen til Laki er en slags løkke, kun omkring 35 km væk fra hovedvej 1, splittes den. Lige rundt her for Laki mod venstre er der et par km til en slags rangers camp, det eneste sted, hvor du må overnatte, fordi det hele er nationalpark.
På en temmelig lang og temmelig dårlig stigning, mente Annie, at hun kunne få Meharien op ad bakken i 2. gear. På et tidspunkt mistede den pusten, og hun var ved at blive langsommere. Og jeg kom op med den højlydte brølende Acady tættere og tættere på. Én ting var klar: Hvis jeg stoppede nu, er det slut. I en kurve var jeg i stand til at overhale Meharien … Annie bagefter: “Undskyld, jeg vidste, du ville slå mig ihjel”
På denne vej, der var en smule overfyldt, fordi en islandsk bil bag os kørte og dyttede – bare fordi vi var for langsomme. En anden islandsk bil havde mindre hastværk, han kørte meget tålmodigt bag os. Lige før parkeringspladsen ved Laki selv var der en større plads, hvor vi stoppede – det samme gjorde han. Det var Thorbjørn fra Danmark, der arbejder i Reykjavik på teatret og om sommeren har 2 måneder fri, eftersom islændingene ikke går i teatret alligevel. Han syntes simpelthen vores rejse var cool og var meget begejstret for ænderne.
Mellem de to parkeringer er der et problem: omkring 200 meter stejl ujævn og meget løs grusvej. Blacky kom op, ikke andre … Jeg spurgte Thorbjørn om han ville trække en af vores ænder, når han nu skulle op ad bakken alligevel. Svar: “Det ville være en ære …” Han flyttede derefter en af de gamle svenske biler op ad bakken og var helt tilfreds.
Til sidst var hele vores gruppe på parkeringspladsen, og vi gik vandreture op ad Laki eller mellem rækken af kratere. Lakagígar er en cirka 25 km lang lige række af kratere, der dannedes i løbet af et massivt udbrud 1783/84. Udbruddet havde en indvirkning på det globale klima. Som så mange vulkanske og tektoniske fænomener i Island ligger kraterne i retningen sydvest-nordøst. Den højeste top er Laki, hvorfra du kan se begge sider af kraterrækken smukt.
Da vi kom tilbage fra vores opstigning, kørte vi mod lejrpladsen i Blágil. Ruten gik delvist gennem sort aske, det ser temmelig interessant ud. Et par søer brød de mørke farver. Anne og Carsten havde tidligere fortalt et vadested nær målet, muligvis var vanskeligt at passere. På kortet var det ikke engang vist, meget nyttigt! Vi kom til vadestedet, som var lidt specielt: ”indgangene” er meget smalle, så du kan ikke vælge hvor, du vil køre. Og der er temmelig dybt nogle steder, så du kan ikke se bunden overalt. Altså måtte Landcruiseren agere forsøgskanin, så vi kunne beslutte, hvad vi skulle gøre. Resultatet var: elven er mere end 40 cm dyb, bunden OK, kun få sten og lidt strøm. Det går an. Et par ansigter så dog forvirrede ud – indtil da havde vi højst kørt gennem vand i max 30 cms dybde !
Jeg kørte over som den første og næsten ovre, kom der en temmelig grim skrabende støj, dog teede æsken sig som normalt. Så ved første op ad af åen og se efter. Resultatet: min hjemmelavede dækplade under den galvaniserede ramme blev flået ud af en skrue, den bøjede sig ned og skrabede nu mod jorden. Det var min egen skyld, jeg havde designet den del sjusket og monteret den klampagtigt på fortøjet. Så pladen måtte forlade bilen, støjen i Acadyanen er høj nok også uden denne lyd ! Imens jeg skruede løs, hyggede de andre sig (tak for kommentarerne!). Jeg opdagede, at møtrikken, der holder støddæmperen fast på svingarmen var væk, og at gummiet i et støddæmperfæste var næsten røget helt ud. Det bør repareres ved lejlighed – det skal imidlertid ikke være nu. Dagen havde allerede været lang nok, og der var stadig en del km at køre, og hænderne var nu vasket igen (men ikke rene). Chris havde problemer med tændingen efter vadestedet, men kunne fortsætte lidt senere. Resten havde ingen problemer, og så kørte vi snart videre.
Da vi nåede campingpladsen ved Blágil, var der en lille diskussion med vagten, som også er ”top ranger” i nationalparken (en del af den store Vatnajökull National Park). Budskabet var klart: “. ikke køre på vegetation” – godt så, men resten af stedet var en byggeplads og ved siden af var der en blød grusplads felt. Jeg kørte ind og sad fast med det samme. Med besvær kom jeg ud igen, men passede ikke på, hvor jeg kørte. Så jeg havnede i et hul med temmelig megen slagside, bilen lænede sig næsten på bakken ved siden af. Ikke min dag
Jeg var nødt til at være forsigtig, da jeg forlod det sted, jeg parkerede, fordi jeg næsten strejfede med dækkene på store skarpe stykker lava. Men heldigvis skete der intet, og så så jeg mig om for at finde – og fandt også – et fladt og stabilt sted at sove (især).
Fordi vi respekterede påbudet om ikke at køre på vegetationen, fik vi lov at overnatte gratis. En dejlig version, så handler det bare om donation (lokumspenge). Dagen havde atter budt på en masse støv og var lang og trættende, men om aftenen var stadig meget gemytlig og vi havde atter en masse sjov.
Blágíl – Skógar. Fra det golde højland til det frodige kystland.
Fra Blágil kørte vi tilbage til vej 1, tildels på den samme vej, som vi havde kørt dagen før. Andre muligheder gaves ikke for os. Carsten og Anne var denne dag for en gangs skyld et andet sted henne (på veje i nærheden, som ikke var 2CV-egenede), næste dag ville de mødes med os igen i Landmannalaugar. Atter var vi nødt til at ”rette” på skiltene ved vadestederne (tilføje klistermærker med 2CV på advarselsskiltene med 4×4-anvisninger).
I Vik tog vi en frokostpause og gik på indkøb sammesteds. De to off road-dage havde tæret på lagrene. Et par kilometer væk fra Vik finder man Dyrhólaey. Dette er en klippe, hvor mange havfugle yngler, hovedsageligt lunder (søpapegøjer). De smukke fugle er meget tamme, og her kan man komme så tæt på, at man næsten kan røre dem !
Mod aften nåede vi campingpladsen i Skogar, lige ved Skogafoss. Her genforenedes vi med vore ”turister”. André havde afhentet sin kone Ulla og søn Zaki i lufthavnen (Keflavík). Jean-Pierre havde nu sin søn Sylvain med, så nu var gruppen endelig fuldtallig.
Faktisk havde vi den idé at besøge udbrudsområdet ved Eyjafjallajökull, men det var ikke tid nok, og det ville være blevet temmelig kompliceret, fordi vejen var lukket. Så kunne det også være lige meget … Næste dag skulle vi fejre Helges 60 års fødselsdag, og faktisk havde vi overvejet at leje en helikopter i nærheden, så han (og familien) kunne se udbrudsområdet fra luften. Men kilder tæt på fødselaren røbede, at han slet ikke brød sig om at flyve – så nu måtte vi finde på noget andet !
Daniel Galbavy (oversat og redigeret af Karen Valeur), foto: Karen Valeur
Klippet fra Attraction 297, januar 2013
