UNDER UDARBEJDELSE
Indholdet er bragt i Attraction 348, men hele turen var ikke med. I Attraction starter historien der hvor Tim og Annie forlader Verdenstræffet og kører videre mod CitroDays. Her bringer vi hele historien fra starten hjemmefra.
Efter Verdens træf i Delemont i Schweiz i 2023, vidste man, hvor sommeren 2025 ville være, nemlig Postojna i Slovenien. Vi valgte Annie’s Mehari som rejsebil. Lidt pudsigt, da den havde været i Kroatien i 2019, men Charleston havde for mange kilometer på i år efter turen til Storbritannien. Så temaet var at pakke let. Vores telt er et af de hurtige 2-sekunders telte, som er cirka en meter i diameter, når det er pakket, og ret let. Men det er fantastisk i en Mehari, fordi det kan pakkes under taget og kan ikke ses i bakspejlet – fedt! Stole og bord er super små. Køleskab skulle med, og køkkengrejskassen, som passer under sædet. Det tog lidt tid at finde ud af, hvilke værktøjer og reservedele man skulle tage med. Tøjet vil være lidt sjovere, som efter Kroatien i ’19, hvor vores telt kollapsede i den berømte skybrud og blev fyldt op med vand. Alt tøjet var pjaskvådt, men blev reddet af vores gode venner. Vi var i Zagreb til en kunstudstilling – hvor heldig kan man være? Når vi returnerede til pladsen, var alt tøj og sengetøj tørt og hængende på en kæmpe lang tøjsnor… Det er fedt at have venner! Men en kommentar blev hørt: ‘Tim, du har for mange T-shirts’.
Når vi var i gang med alt pakkenellike, lagde jeg mærke til lidt olie på gulvet. Ok, motoren skulle måske pakkes om, tænkte jeg, men det var også gearolie på gulvet… ikke så godt. Ikke andet for, men gearkassen må ud. Det viser sig, at det var den bageste dæksel, som var utæt. Hurtigt klaret, og så må alt tilbage igen. Men hvad med den motorlæk? Ak, den er ikke så stor. Jeg gør det til vinter og holder øje hver dag på tur imens – lidt nemmere end gearkassen. Vi bestilte nye dæk og fælge til turen, som Troels Krog fra Nårup monterede, og tak for det. Før vi tog afsted, advarede de danske medier om lange køer på grænseovergange til de fleste lande i Europa, vi skulle igennem, så vi var parat med alle dokumenter til turen. Det ser ud til, at vi har klaret logistikken og er næsten klar til turen, men på dagen kommer der altid et hav af små ting som oplader kameraer, regnfrakker, thekanden, toilettaske og lidt mad til start. Man ved, de ting skal med, men det overrasker hver gang, hvor meget det fylder. Til sidst kunne jeg ikke lade være – jeg tog en ekstra trøje fra stolen for en sikkerheds skyld og låste døren.
Nu til turen. Vi er på vej, og ved ankomst til Kruså klar til at vente. Grænseovergangen ikke helt færdig, så ingen stop. På grund af lidt bekymring over oliestand i motoren tjekkede vi den hver gang vi stoppede for benzin. Når vi landede på vores første campingplads Bergmühle efter 560 km, som vi stoppede ved for 2 år siden på vej til Delemont i Schweiz, var der brugt eller lækket cirka 0,5 liter olie. Den smurte lydpotten godt og meget lidt, men mærkbart, på bremseklodserne i højre side. Nå… vi må se hvordan det går. Anden dag, turen til vores ven Mark, som bor i nærheden af Nürnberg, var bare mere motorvej. Vi havde en dejlig aften sammen med familien, men næste dag var der 3 dryp olie på gulvet og lidt påfyldning behøvedes. Der tegner et mønster på cirka 0,1 liter per 100 km. Vi sagde farvel til familien, men skulle se Mark på træffet den efterfølgende tirsdag.
Lige på vej ind i Østrig kom vi af motorvejen for at finde de mere interessante små veje, men hov, ingen grænsekontrol. Vores rute kørte op ad nogle stejle bakker (23 km/t i 1. gear… undskyld!) og stoppede i Steyer, hvor vi camperede. I løbet af natten fik vi et skybrud og vågnede næste dag i en vandpyt, men inde i teltet var vi tørre… Jubii. Dette var en del af det vejr, som dækkede det meste af Europa, inklusive Verdens træf-sitet. Det føltes lidt som i Delemont, hvor arrangørerne havde haft fantastisk vejr til at stille op i, og dagen før publikum ankom, åbnede himlen sig. Morgenen startede efter en kop the med at tjekke olie, og til min overraskelse havde vi ikke tabt noget… WTF??!!
I dag skulle vi besøge et køretøjsmuseum (nr. 1) i Graz. Vi er interesserede i en lille 4×4 bil, som hedder en Steyer Puch Haflinger, der har en lille 600cc luftkølet boxermotor ligesom 2cv’en. Ved ankomst til museet, som hedder Johann Puch Museum Graz, der er huset i en del af den gamle fabrik fra begyndelsen af det 20. århundrede, blev vi mødt af en frivillig pensionist, som gav os billetter, og vi var næsten helt alene. En ældre, lidt døv herre forklarede sin søn højlydt om alle de gamle køretøjer med en volumen, som ekkoede i den store hal. Det var lidt morsomt, men desværre kunne vi ikke forstå østrigsk nok, og det er en skam, fordi der var manglende information overalt. Museet huser alle de cykler og knallerter, man kan huske fra teenageårene, plus mange biler, inkluderende min favorit Haflinger. Et super hyggeligt museum, men på grund af manglende info havde vi ingen idé om, hvorfor der var en spritny Jaguar elbil i udstillingen. Jan Winkler sagde engang for cirka 30 år siden: ‘Google is your friend’. Nogen af jer ved måske allerede dette, men det viser sig, at et canadisk firma, Magna, opkøbte Steyer Daimler Puch AG i 1998, fordi de er kendt for at lave de bedste 4×4 systemer i verden.
Magna Steyr blev født i 2001 og leverer nu 4×4 systemer til blandt andet Jaguar, Mercedes Benz og Fiat. Der er en historisk forbindelse til en anden køretøjsfabrik, Tatra, men det er en anden historie. Tilsyneladende hører man ikke rigtig noget om dem, så det må være en del af kontrakten. Men for at nævne en Mercedes ‘4matic’ har nemlig et Magna Steyr 4×4 system. Annie er ikke vildt entusiastisk med bilmuseer, men kom derfra med et værkstedsskilt og et smil på læberne. Den aften camperede vi i Leibnitz, en by lige før den slovenske grænse, i to nætter og fik en afslapningsdag. Leibnitz er en dejlig by med en gammel bymidte, som absolut er et besøg værd.
Mens vi var der, som tit sker når man rejser i en Mehari, kom en lille dreng forbi mange gange og betragtede bilen fra en sikker afstand. Til sidst kom han tilbage, trækkende sin mor med sig, fordi han ville spørge om lov til at kigge tættere på. Han fik selvfølgelig lov til at sidde i bilen og kigge rundt. Imens vi talte med moren, som var hollænder, om Mehari’en, nævnte hun, at de kørte i en Mercedes autocamper 4×4. Det var pudsigt, tænkte vi, og selvfølgelig endte vi med at kigge på deres bil… og ja, det var en 4matic. Det var en sjov dag efter museumsbesøget.
Næste dag, stadigvæk ingen olielæk af nævneværdig proportioner, vi skulle ind i Slovenien og var parat med alle vores dokumenter… men ved grænsen var der mennesketomt… umm, så vi sejlede forbi. Vi stoppede i Maribor, hvor de i 1995 var vært for det 11. 2cv Verdens Træf, hvor Annie var med i hendes Mehari, bare ikke den samme. Jeg var der ikke på grund af en industriferie, som jeg ikke havde oplevet før. Jeg sagde mig selv op senere på året… det skulle ikke ske igen! Lige før Postojna mødte vi Tim og Femke fra Belgien igen, som ankom i en belgisk Ami 6. Vi kørte til træffet sammen. Vores engelske venner Lynn og Andy havde reserveret os 2 pladser, og fordi det var lidt senere på dagen, kom vi ind på sitet, som er en lille flyveplads, Aeroclub Postojna, i cirka 2 minutter, hvor alle træflisene havde været presset ned i mudderet. Sitet var nu ret tørt, så vi satte teltet op, fik en øl og gik hen for at finde ud af, hvordan træfmønt skulle foregå. Dengang via et kreditkort, som er lidt omstændigt, men nok godt for træffet. I køen til kortet og merchandise mødte vi mange af vores europæiske venner, mange af dem har vi ikke set siden Delemont. Det 25. 2cv Verdens Træf tegner til at være rigtig fint.
Resten af dagen gik med at orientere sig på sitet, hvor toiletter og brusere var osv., og selvfølgelig møde flere venner. Om aftenen var der åbningsceremonien og 2 koncerter og DJ med alt for høj lyd, hvor ikke engang lige uden for bagenden af det kæmpestore telt var langt nok væk, men jeg synes, de var gode koncerter alligevel. Sådan cirka kl. 02:30 gik vi i seng, og det syntes vi, det havde været en god dag, og sov fantastisk godt. Når vi vågnede næste dag, var det ret koldt, og Annie, som havde sparet en ekstra varm trøje væk, var nu super glad for, at jeg havde pakket to på trods af vores tøjbegrænsning. Et ekstra smil på læberne. Efter vejrskiftet et par dage før faldt temperaturen ret drastisk, og hver nat krævede det en ekstra trøje og måske endda en regnfrakke, når man var ude på pladsen. Dagene blev naturligvis brugt på mange aktiviteter, nogen efterhånden klassikere på Verdens Træf, såsom motorsamling, diverse workshops og helt klart en favorit, loppemarked for reservedele. Dagsrejser til diverse steder var på programmet, ikke mindst de berømte grotter i Postojna, som er fantastiske. Piran ud ved kysten for 100 biler var en mulighed, men var udsolgt langt før træffet. Aftenerne var generelt i det store telt med masser af øl og bands og DJ, der spillede indtil de tidlige timer. En af de ting, som man ikke har set før til et træf, og som vi morede os over inde i teltet, var de mange mus, som kom ud af deres hjem i jorden for at finde gode bidder på overfladen, inden de forsvandt igen. Alt det med super mange mennesker og højt lydniveau over deres hoveder var fascinerende.
På de fleste træf er der et specielt design af drinks-kop, som er brugt ved baren, som man betaler et depositum på og kan beholde eller returnere. I år var der et varieret valg, som var meget pæne, så vi samlede på dem… igen. Nu har vi et skab i gang med at blive fyldt. Når fredagen kom, tog vi til træffets bilmuseum (Nr. 2), som havde biler fra den tid i Slovenien, hvor Cimos bilfabrikken lavede diverse Citroën-modeller. Det var et lille museum sat op i en ex-militær missilbunker. Super nørdet at se alle forskellene mellem dem, vi kender, og dem fra Slovenien. Der var også interessante historier tilknyttet, som var sjov at læse. Tidlig aften var der en præsentation af Duckar – 2cv on Rally Dakar fra to piger fra Tjekkiet. Det var virkelig fantastisk og kan kun anbefale at finde det på nettet (website). Holland præsenterede, hvor træffet i 2027 vil være, så vi ved, hvor sommerferien vil være det år: Wanroij, Nord Brabant.
Vejrudsigt for lørdag var for meget regn om eftermiddagen, og mange syntes, de ville forlade pladsen for at finde en bedre campingplads eller køre hjem på grund af arbejde om mandagen. Vi havde bestemt at køre mandag, fordi nogle af vores venner skulle på Raid Slovenien, og vi skulle til Kroatien. Der kom lidt regn fredag, og fordi alt træflisestøvet, som var hvirvlet op, nu dækkede det hele, blev det til striber på alt. Lørdag morgen sagde vi farvel til dem, vi kendte, som skulle drage videre, og hyggede os med dem tilbage. Om eftermiddagen, da regnen ramte, og der var meget af det, var jeg ‘fanget’ i det store telt med Bruno fra Schweiz, endnu en Mehari-kører. Det var lige ved baren, og kortet havde kredit på… sikke en skam. Regnen gjorde sitet lidt mudret igen, men gjorde et fint job med at vaske bil og telt, og teltet var stadigvæk tørt indeni… Jubii igen. Om aftenen var der afslutningsceremoni og svar på, hvor ferien skal gå til i 2029… det blev Nordmakedonien! Et sted, jeg ikke har været siden 1975, da det var Jugoslavien, så det bliver fedt og endnu et eventyr, men det er 4 år til, og imens er Holland i 2027 ikke så langt hjemmefra.
Søndag føltes meget tam at vågne op til. Det var tyndet ud i marken, og lige pludselig kunne vi se nogen, vi kendte, men aldrig havde fundet i løbet af træffet. Det har været mange store autocampere, som skjulte dem. I dag var enden på en uge med festivitas og sjov og ballade, og vi måtte sige farvel til Dan og Karen, som skulle være klar til arbejde om onsdagen. Dagen var lidt mærkelig og lidt trist, og aftenen var ikke, hvad man havde håbet på, idet bandet, som skulle spille, ikke kunne komme. Så det store telt begyndte at blive taget ned, og alt var færdigt. Vi besluttede os for at få aftensmad sammen med vennerne, som skal på raid næste dag, hos aeroklubbens grill, som var ved siden af hangarene. Maden var fantastisk, og vi fik blæksprutte, som var sublim og ikke tilberedt som et Michelin-dæk, som den tit er. Aftenen var super sjov, men vi planlagde også det næste møde i en mark et andet sted. Det par, Lynn og Andy, som reserverede plads en uge før, skulle vi se om ti dage, nemlig i en anden mark til træffet Citrodays i Frankrig.
Mandagen kom, og vi sagde farvel til vennerne og Postojna. Nu var det reelt ferie, og vi drog sydpå til Kroatien. Grænsekontrollen var ikke bemandet, så vi kørte videre uden stop. Vi brugte de næste fem dage på et lille eventyr på den Istrien-halvø. Vi brugte en campingplads i 3 nætter som base og undersøgte området. Vi besøgte en serie af bjergfæstningsbyer. Vi gjorde den fejl at besøge en lille østkystby, Rabac, på nationaldagen for afslutning af krigen den 5. august. Byen var pakket, og parkering var svært, og baren var næsten løbet tør for mad. Vi var lidt heldige, men kom derfra efter en panini og et glas jus, men nød turen op ad bjerget, som ikke var så stejlt, at det ikke var sjovt. Set i bakspejlet gjorde vi den samme fejl i 2019, bare et andet sted… må virkelig huske den dato!!! Måske om fire år. En dag tog vi en tur langs vestkysten for at finde en hyggelig kystby, men ak, desværre er det enormt svært. Efter mange forgæves forsøg landede vi i Novigrad, som er en meget fed by, men på vej til campingpladsen var vi overraskede over at se et skilt til Lim Fjorden – den skal besøges. En lille tur fra hovedkystvejen er der en havn, hvor man kan tage en båd lidt som Saga Fjord i Roskilde op ad fjorden, og Restaurant Viking var lige ved siden af. De næste to dage brugte vi i storbyen Pula i en lejlighed, hvor vi sov i en rigtig seng og vaskede T-shirts. Pula er fra romertiden en meget vigtig havn og udskibningssted for varer som olivenolie, honning og trøfler. Den har Europas mest komplette romerske amfiteater, som Colosseum i Rom, bare mindre. Vi besøgte den to gange, en gang om dagen og en om aftenen, hvor vi så Grace Jones i koncert som startskuddet til den Istrien sommer musikfestival.
Næste dag drog vi nordpå til køligere klima. Tilbage til Slovenien og ingen grænsekontrol, og videre til Italien… To grænsevagter, de første på hele turen, vinkede os smilende og med tommelfingeren op forbi. Ved den næste tankstation mødte vi et schweizisk par, der kørte i en Charleston, Thomas og Sabina. Efter en hyggelig snak om træffet landede det på elbiler. Sabina sagde, at hun tilbage i firserne fandt den danske Mini-El (Ellerten) og kunne lide dem, og købte dem. Vi spurgte: “Har du købt flere af dem?” “Nej,” sagde hun, “jeg købte firmaet!” og kendte Assens!!!
Vi drog videre mod de smukke Dolomitter, men havde ikke bestilt en campingplads på forhånd, og alt var fyldt. Heldigvis fandt vi en lige før mørkets frembrud lidt mere nordpå, end vi havde ønsket. Turen fortsatte til Østrig (ingen grænsevagt), og ved Brennerpasset blev vi hyldet som en helt af en dame i en elbil for at køre i en Mehari. Vores tur skulle ende den dag i Augsburg, Tyskland, stadigvæk ingen grænsekontrol, i to dage. Der var et par A-serie biler, inkluderende en 12 hestes 2cv fra Holland, som vi camperede ved siden af. Vi fik en herlig snak med Carla og Jarp om træffet og deres problemer i Alperne uden heste. Jarp var en ex-ingeniør for Mercedes Benz og anbefalede Mercedes Benz museet i Stuttgart. Annies ansigt… OH NEJ… suk. Dengang den dreng, som cyklede forbi et par gange for at kigge på Mehari’en, endte med at trække far med. De var engelske, og faren var mekaniker for track day teams og kørte Aston Martin som hyggebil. Vi forlod den dejlige by Augsburg og kørte til Stuttgart, hvor vi faktisk stoppede ved Mercedes Museum (Nr. 3). Et fantastisk stykke arkitektur. Det mindede lidt om Guggenheim i New York, men vi startede i en elevator til tops og gik ned. Det var et meget interessant museum, som absolut er et besøg værd. Herfra var vi på vej til Speyer for at besøge det tekniske og transportmuseum (Nr. 4). Det hedder Sindsheim Speyer Teknisk Museum, og vi besøgte Sindsheim i 2015 på vej hjem fra Polen, så vi måtte stoppe her på vej. Igen et 2-dags stop, så vi havde en hel dag til at vandre rundt om alt det tekniske… Annie… Jubii… Klimaet er, for at nævne det, ikke blevet køligere, men meget varmere… syvogtredive grader. Puha. Annie håbede på aircondition på museet. Campingpladsen lige ved museet var forberedt til autocampere, men vi klarede os. Til vores overraskelse, i midten af et hav af hvide kasser på hjul, var vores plads nr. 29 lige ved siden af en tysk HY på vej til det selv samme træf i Frankrig som vi var: Citrodays. Jeg brugte hele dagen indtil udsmidning i de enorme haller og udenfor i alle de flymaskiner på stylter. Det store punkt for mig var den russiske Space Shuttle, hvor programmet endte ved Murens fald i ’89. Annie fandt restauranten med aircondition og brugte en del af dagen der med en god bog og en del is. Den aften faldt vi i hyggelig snak med de tyske HY-ejere Thomas og Elke og endnu en HY-ejer, Frank, som var parkeret et andet sted. Vi kørte om morgenen til Frankrig… hvad… ingen grænsekontrol!? Glat igennem, frem til St. Dizier og Lac Du Der. Citrodays Træf.
Vi var blevet gjort bekendt med træffet Citrodays i Paris på udstillingen Retromobile i februar i år. Arrangørerne var dem, som har lavet 100-års jubilæumstræffet på La Ferté Vidame i 2019. Det skulle være holdt ved en smuk kunstig sø, som hedder Lac Du Der, hvilket jeg synes var sjovt. Søen er i øvrigt den største kunstige sø i Europa og blev lavet som en oversvømmelsesbeskyttelse til området. Anyway, stedet var ikke så langt fra hovedbyen St. Dizier, som har været brugt før som værtby til det franske nationaltræf i “Grand Est”-delen af Frankrig.
Efter Slovenien var det som om man gik tilbage i tiden, cirka 20 år. Først skulle man køre 12 km i den modsatte retning til en lille by med et forsamlingshus, hvor man blev streget af en kæmpe liste på papir med blyant – regnskovsadvarsel. Ingen QR-kodelæser her. Man fik sin goodiebag, klistermærker og armbånd, kørte 12 km tilbage og lige ind til campingområdet, som var en fodboldgolfbane, der lavede en fantastisk campingplads med dejlig, karsklippet områder til at slå et telt op på. Der mødte vi nogle af vores andre engelske venner: Chris, Debby, Robin, Deborah og Lynn og Andy igen.
Træffet var lavet til at fejre en række forskellige Citroën-events: 70 år for DS, 100 år for Citroëns belysning på Eiffeltårnet, 20 år for C6, 40 år for BX Sport og 4TC, 100 år siden slutningen på Croisière Noire, 60 år for Belphégor, 90 år for T23, og sidst, men ikke minst, 90 år siden André Citroëns død.
På de fleste træf er der et specielt design af drinks-kop, som er brugt ved baren, som man betaler et depositum på og kan beholde eller returnere. I år var der et varieret valg, som var meget pæne, så vi samlede på dem… igen. Nu har vi et skab i gang med at blive fyldt. Når fredagen kom, tog vi til træffets bilmuseum (Nr. 2), som havde biler fra den tid i Slovenien, hvor Cimos bilfabrikken lavede diverse Citroën-modeller. Det var et lille museum sat op i en ex-militær missilbunker. Super nørdet at se alle forskellene mellem dem, vi kender, og dem fra Slovenien. Der var også interessante historier tilknyttet, som var sjov at læse. Tidlig aften var der en præsentation af Duckar – 2cv on Rally Dakar fra to piger fra Tjekkiet. Det var virkelig fantastisk og kan kun anbefale at finde det på nettet (website). Holland præsenterede, hvor træffet i 2027 vil være, så vi ved, hvor sommerferien vil være det år: Wanroij, Nord Brabant.
Hovedsitet var på toppen af en bakke ved siden af campingpladsen. Vi skulle parkere vores biler i modelorden, som gjorde det meget godt for nogle billeder. Et lille Eiffeltårn var placeret ved indgangen og var naturligvis belyst om natten. Store reservedelsboder af professionelle og amatører og en masse andre merchandiseboder til skue. Maden inkluderede den klassiske Tarteflette, Paella, Crepes og mange forskellige is fra HY varevogne. Øllet var lidt kedeligt, men vi samlede på de krus, der var på bedding, selvfølgelig. Træfmønt var af ‘jeton’ type, som man kender, ingen kreditkort her. Der var mange fantastiske biler til stede, og Ds’er så langt øjet rakte. En fantastisk og kort T23 bus fra 1946 med stoftag fik en del beundring. 55 C6 modeller i to rækker var også imponerende. A-serie modeller generelt var ikke repræsenteret så stort, men Traction’er var der en del af, også nogle af de første cabrioletter fra 30’erne. Alle andre modeller havde en repræsentant også. En af de ting, der interesserede mig en del, var en Mehari hovercraft, som har været lavet af to brødre, Pascal og Erik, til det franske nationaltræf i år i Cap d’Agde i nærheden af Montpellier. De tog 7 måneder om det, men de har også i hovercraft-klubben en 2cv også. Det vil være fantastisk at lave sådan en og fise rundt i Assens havn med, synes jeg. Er der nogen, der har lyst til at være med til at starte projektet? Det kunne være sjovt. Vi besøgte St. Dizier by og en af de trækirker, som er en byggetradition i området. De normale fyrfadslys, som man tænder for en bøn til de afdøde i kirkerne, var årsagen til en brand nogle måneder før i en anden kirke i nabobyen, så man må ikke gøre det mere uden opsyn. Om eftermiddagen søndag var jeg lidt fascineret af en Traction, som var dækket af klistermærker og havde CX serie 2 sæder. Ejeren sagde ‘Hello’, han var en franskmand, som hedder Philippe Lasson, og ham og kone Nana lavede et eventyrselskab for folk med Traction’er, som hedder Traction sans Frontiere. Han er den franske formand for Amicale, så nogen af jer muligvis kender ham, jeg ved, han kender Jens Møller Nicoliasen. Bilen var lidt speciel og havde styretøjsassistent, som han eftermonterede. Hans bil var en 11BL, tror jeg, men ikke sikker. Han sagde, det er en stor hjælp på den 6-cylinder Traction, det tror jeg på.
Tradition tro fejrede vi den sidste aften på en restaurant på kanten af søen. Det var Lynns fødselsdag, så det var meget festligt. Maden var god, som man kan forvente, men det var dejligt at spise mad med så mange venner. Vi gik en hyggelig aftentur omkring søen og fik en lille en før sengetid. Lac Du Der har mange nye faciliteter, inkluderende et stort casino, barer, restauranter og vandsportsaktiviteter. Vi synes, det var et vellykket træf med mange gode minder.
Tradition tro fejrede vi den sidste aften på en restaurant på kanten af søen. Det var Lynns fødselsdag, så det var meget festligt. Maden var god, som man kan forvente, men det var dejligt at spise mad med så mange venner. Vi gik en hyggelig aftentur omkring søen og fik en lille en før sengetid. Lac Du Der har mange nye faciliteter, inkluderende et stort casino, barer, restauranter og vandsportsaktiviteter. Vi synes, det var et vellykket træf med mange gode minder. Mens vi pakkede bilen om morgenen, pådrog jeg mig en hold i ryggen, som ikke er så godt lige før en 1300 km tur i en Mehari. Vi havde heldigvis arrangeret, at vi ville stoppe i Luxembourg hos Nico, som var en af Raid Island-deltagerne i 2022. Efter en kop kaffe sammen, og vi har sagt endnu en gang farvel til vennerne, kørte vi til Luxembourg. 211 km senere landede vi, og naturligvis ingen grænsekontrol. Jeg var især super glad for den pause. Aftenen gik på øl og ømhed i en smuk lukket gårdhave og en tidlig nat i seng. Om morgenen hjalp et varmt bad, og jeg var med ynkelig smerte klar til lidt ‘sightseeing’. Nico bor et par kilometer fra Schengen, der hvor aftalen blev underskrevet i 1985 på en båd i midten af Mosel-floden, hvor grænserne til Tyskland, Frankrig og Benelux mødes. I byen, som er ret lille, er der et meget fint moderne museum til alle de aftaler og traktater om EU, som har været underskrevet. Meget informationsrigt med et fint besøg på selve båden.
Nu var der tid til frokost. Nicos bil havde kun to sæder, og det har Mehari’en også, så vi kørte i to biler. Nico sagde, vi kunne spise på den anden side af floden i Tyskland. Vi krydsede broen og blev mødt med to grænsevagter! som stoppede Nico, og de havde en samtale. Imens syntes vi, det her var super morsomt og meget ironisk, især fordi lige over for på den anden side af vejen var et skilt: ‘Say Yes To Open Borders’. Nå, Nico var færdig med at snakke med dem og havde sagt, vi var med ham, så vi kørte igennem til Tyskland. Men på en tirsdag lige der er alle restauranter lukkede… typisk. Vi endte med at køre tilbage til en naboby over broen i Luxembourg (ingen grænsevagt). Nico arbejder der, og vi spiste på en fortovscafé, som han selv bruger. Efter frokost fik vi en køretur i det smukke Luxembourg-landskab langs Mosel-floden og ud til hans garage/mancave, cirka 35 km hjemmefra. Super fascinerende med mange biler, inkluderende en virkelig fed Acadiane, som han skal være færdig med til Raid Island i 2026, men desværre ingen plads til at arbejde på bilerne mere. Andre biler i hans samling er hos vennerne rundt omkring. Derfor har han købt endnu en garage, men den er i Tyskland, fordi den er billigere, men den er 35 km i den modsatte retning, hvilket gør det til et sandt mareridt, hvis man glemmer et vigtigt værktøj. Nicos hus er ret stort, men meget lidt plads til parkering udenfor, og garagen er nu hans kone Gabys domæne, som desværre ikke var hjemme. Huset er fyldt med små kunstneriske detaljer, som Gaby har tilføjet, og 4 katte, hvor nogen må ikke møde den anden, ellers vil en 3. verdenskrig foregå, og der vil være pels over det hele. Lidt stressende med at huske, hvilke døre man skal lukke.
Vi sagde farvel til Nico med tak for et fedt besøg, og nu drog vi videre til vores sidste stop før hjem, nemlig Tim og Femke i Belgien. De sagde, de gerne ville have haft mulighed for at komme med til Citrodays, men det lykkedes ikke. Der var meget at lave på deres Raid Dyane, som de skal have fornøjelsen at køre i til Raidet i Algeriet i oktober i år. Nogle timer senere var vi ved deres hyggelige lille hus i Nordbelgien, 14 km fra den hollandske grænse. Man kunne se, at der ikke havde været regn længe… alt græs var svitset, og træernes blade brune i kanten. Naboens får syntes, det var super dejligt at blive fodret med blade fra et ahorntræ, også de brune. Tim og Femke er øl-afficionados, så der er altid topkvalitetsøl at prøve. Det var en hyggelig aften udenfor ved grillen og lydt til fuglene, før de gik i seng, og flagermusene kom ud. Altid dejligt at være der på besøg. Vi var alene næste morgen, da Tim og Femke skulle på arbejde tidligt, så vi pakkede bilen og låste døren før den sidste lange tur hjem, cirka 800 km. Det var 13 timer senere, vi landede hjem, meget trætte og ømme og glade for egen seng efter cirka en måned hjemmefra. Ikke nævnt, men der var 5 andre grænseposter, vi kørte forbi, men ingen kø og ingen stop. Mehari’en kørte turen med bravour og til sidst havde den kun brugt 2 liter olie til de cirka 5000 km, ikke så slemt.
Tim Davies og Annie Walters
September 2025