apr 012013
 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

“You take the high road and I take the low road . . . . “

2. del Skógar – Drangsnes

Skógar – Landmannalaugar

Efter at have tilbragt aftenen sammen, var der atter separat program for Highlanders og turister. Men vi kunne ikke køre, før vi havde sunget en serenade for Helge, som blev 60 i dag. Dan blæste ham et stykke, og der var også gaver.

Turisterne fortsatte på vej 1 mod vest. Vi skulle også ud på ringvejen – i den modsatte retning – for at køre lidt tilbage. I Vík på tankstationen, mødte vi atter Anne og Carsten, der havde opholdt sig på den lokale campingplads, og ikke havde forventet at se os igen her. Jeg havde denne dag Jukka (Helge og Christines svigersøn) med i bilen. De to nygifte ønskede også at køre med til Landmanna­laugar, men ad den nordlige vej, fordi Noomi, og Jukka med deres lejede Suzuki (som ikke var i perfekt stand) ikke ville/burde ind i højlandet. Helge havde derfor været nødt til at køre et stykke to gange. Men der var masser af pladser i forskellige biler, så problemet blev løst. Halvvejs til Kirkjubæjarklaustur drejede vi ind på 209 og fortsatte på 208, som fører ind i højlandet og senere bliver til højlandsvejen F208. Vi lukkede luft ud af dækkene – det fik ikke ”vaskebrættet” til at forsvinde, men kørslen blev mere behagelig!
Efter flere kilometer og et par vadesteder, indså jeg, at der på en af støddæmperne var en stempelstang, der var ”skruet ud” af øjet(!). Hvad der ikke alt kan ske … Dette var dog meget bedre end en brækket ditto, og kalorius blev midlertidigt skruet sammen igen. Måske ville det endda holde et stykke tid? Landskabet i dette område er smukt, sort aske og lysegrønt mos. Vejen er rimelig god at køre på nu, af og til ”bølgeblik”, men ellers OK. Det kunne have været værre … Et eller andet sted langs denne strækning kom Thorbjørn tilbage til os, han havde camperet i området og vidste, hvor vi ville hen. Det blev André senere glad for …
Ved et af dagens mange vadesteder kom en ranger hen til os. For os var det interessant at se, hvad han ville sige, fordi vi allerede bevæger os i 4×4-området. Han spurgte os: “Må jeg tage billeder”? – “Selvfølgelig må du det, stille og roligt,” Så fortalte han, at der for et par dage siden var en, der havde ”vundet” i netop dette vadested: manden havde kørt med sin Pajero udenfor det markerede vadested – det kan tolkes som off-road-kørsel, der er forbudt i Island og straffes hårdt. Det lykkedes ham at sænke Pajeroen, som var en udlejningsbil. Derfor dækker forsikringen ikke skader forårsaget af vand i forbindelse med krydsning af en elv. I et anden vadested kørte André lidt for hurtigt, og blev derefter stående. Nogen måtte trække ham ud …Thorbjørn ville gerne hjælpe en and i nøden, så snart var de to mænd og deres biler på land (med iskolde fødder og højt humør).

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Men der var ikke bare kørsel gennem vand den dag, men også bjerge med nogle temmelig stejle vejstrækninger. På en af ​​disse stykker blev Nicolas hængende med Acadianen. Han ønskede ikke at bakke. Fortsætte opad kunne han ikke … De hjælpende Toyota’er (Anne + Carsten, Thorbjørn) kunne ikke blive enige om hvem, der skulle have lov til at hjælpe. Så de raflede om det … Landcruiseren vandt mod Hilux – det var også den smalleste af vore firhjulstrækkere.
Ja, vadesteder kan varieres. Nu var det en meget flot scene: på den ene side af elven et køretøj med et fladt dæk, som forpassede et reservehjul. Sikkert en rigtig god idé i dette område, hvor hjulene snarere bør være store i stedet for små. På den anden side af vandet et køretøj, bygget af en bayersk bilproducent, som på hjemegnen regnes for at have off-road evner. Det er det åbenbart ikke. Bring Mich Werkstatt passer ganske godt. Det var den eneste bil af dette mærke, jeg så i hele højlandet, og jeg var der trods alt nogle dage ! Den forreste nummerplade manglede, hvilket kunne indikere, at han var kørt for hurtigt ud i elven. Men vi ved ikke, og det er også lige meget … Under alle omstændigheder var chaufføren sandsynligvis ikke ret glad, da vi derefter – efter bare en kort overvejelse – krydsede vadestedet og med 9 ænder og påhæng bare gik igennem.
Efter disse mange små historier om den dag, nåede vi på et tidspunkt til Landmannalaugar. Nu var der kun disse to vadesteder, og så ville det have været det. Men her var der endnu en gang underholdning for hele familien. Jean-Pierre havde en hel del vand i bilen. Annie blev trukket op af Helge og Alex til fods! Jeg ”korrigerede” også her et skilt. En islænding så mig gøre det, lo og sagde: “Du har netop bevist det.” Det var det hele, tilsyneladende kan vi udsmykke vejskilte her… Hvorfor kører man til Landmanna­laugar? Netop, for at bade. Da jeg sad i ”poolen”, blev jeg tiltalt på tysk: “Ah, 2CV-kørerne er også kommet nu. I står bestemt ude på den anden side!”. Dermed henviste han til det faktum, at vi nok ikke havde krydset de 2 vadesteder. På et klart spørgsmål var der et klart svar: “Næ, hvorfor det?!”

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Fødselsdagstango

Senere samme aften, efter alle havde spist og slået lejr (og også badet ekstensivt), var det nu tid for den rigtige fødselsdagsfest for Helge. Om morgenen havde han spurgt Christine, om han var en gammel mand nu. Svaret var: “gamle mænd køre ikke gennem Island, men sidder hjemme i en gyngestol,” Karen havde bagt pandekager til alle, og der var finske delikatesser, nemlig rensdyrpis (vodka og cognac) og rensdyrlort (en slags lakridser). Det smagte alt sammen ikke så slemt … Fordøjelsesprodukter troede jeg kunne være meget værre. Dan spillede igen på saxofon, og så var der fest med tango.
Chris havde et lille problem: I et eller andet vadested havde han mistet sin forreste nummerplade og ledte efter en lys, han kunne bruge som baggrund for en hjemmelavet plade. Det var ikke let, men til sidst fandt han noget: Chris var ikke den første uden nummerplade, det sker ofte. Alex havde fundet en nummerpladeholder med islandsk flag. Den var lys bagpå, Chris ”tapede” sit registreringsnummer på Meharien og var nu lidt mere forsigtig ved passage af elvene.

Landmannalaugar – Sandártunga

Om morgenen var der naturligvis først endnu et langt bad i poolen, før dagen startede. Ruten var ikke ret lang, så starten blev sat til kl.11. Indtil da fordrev jeg tiden med en lang gåtur over lavamarken at se landskabet bagved. Efter denne meget flotte lille tur kørte vi først et lille stykke på F208 mod nord. Der er en hel del trafik, blandt andet en masse turistbusser. Fra F208 drejede vi ind på F225, der fører mod vest i retning af Hekla og vej 26 (Sprengisandur-vejen). Om det så var en god idé, kan man diskutere. Denne vej var faktisk virkelig, virkelig dårlig, selv målt med islandske standarder. Den består af sort aske, ligesom F208 i syd, men det er næsten hele tiden ”bølgeblik”, som også ganske ofte suppleres med mange huller, sten og små klippestykker.
Undervejs på denne strækning udspillede der sig en ”nydelig” scene: en islandsk bus stod på vejen og kunne ikke køre videre, fordi nogen havde parkeret en udlejningsbil midt i det hele. Chaufføren i lejebilen var sandsynligvis af den opfattelse, at bussen kunne flyve eller lignende. Det kom til en diskussion, firhjulstrækkeren kørte forbi – med en tydeligvis irriteret chauffør – ved siden af ​​vejen. Knirk, knirk og så røg der et par plastikdele. Vores konvoj havde allerede holdt ind til siden, så bussen kunne passere. Derimod mente en anden udlejningsSuzuki, at han skulle køre forbi os og stille sig lige foran bussen, indtil den første Suzuki var væk ! Han ventede vel på at bussen kørte udenom, men så kunne han have ventet længe, da vejen var lavere end det omgivende terræn, og bussen helt sikkert ville være sunket i. Bortset fra det, så er islandske buschauffører er tålmodig, når det kommer til stykket…Til sidst var begge Suzukier af vejen, så bussen kunne passere os og køre videre.
Under min Acadyane var der en rumlen, så jeg var nødt til at stoppe op og kigge. Reparationen blev udsat til næste campingplads, for at hele holdet ikke skulle vente i regnen. Hovedsagen var, at alle de relevante dele stadig var der, inklusive ”gummiøjet”. Støddæmperen skulle bare skrues af, så turen kunne gå videre, bare lidt mere afdæmpet.
Da vej F225 sluttede ved gaffelkrydset på 26´eren, var der et “No offroad drive”-skilt. Det havde vi bestemt heller ingen planer om – det vi befandt os på var allerede slemt nok. Man skulle formode, at 26´eren var en mere vigtig og måske mere gangbar vej (hvad den normalt også er, men overfor en vejskraber i overstørrelse, giver selv en god grusvej fortabt). Desværre, det er endnu værre, end vi forestillede os. Carsten sagde bagefter: “Hvad var dog det?”, da vi fandt faktisk et stykke asfalt. At køre der var temmelig underligt, fordi intet under bilen faldt ned og ruskede i kassen. Den kørte blot fremad i stedet for at hoppe rundt som en vanvittig.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Trængsel i hulvej

Da vi ankom til campingpladsen Sandártunga, burde det virkelig have været fyraften, og det ville det normalt også have været. Men der var jo lige det støddæmperproblem: på den ene var ​​gummiet blev skubbet ud af øjet, på den anden var det kun det indre stålhylster, der stak ud fra gummiet. 2 meget ens og samtidig meget forskellige opgaver, som kunne behandles på mangfoldige måder: 1) trykke stålhylsteret ind i øjet med en tang: det virkede ikke, for lidt kraft. 2) Stikke hylsteret ind i gummiringen og slå på begge dele med en hammer: duede ikke, gummiet blev bare bredere og det hele hoppede. 3) Kunne man bruge bilen som vægt: næ, det er for unøjagtigt, og man risikerer, at der sker alt muligt andet, end det, vi vil have til at ske. 4)Opvarme gummiet, så det bliver blødt: nytter ikke. Endelig blev problemet løst: toiletbygningen på campingpladsen var på pæle, derunder var der 30cm plads. Med den hydrauliske donkraft, opvaskesæbe, brædder og det lille hus som vægt, lykkedes det først at presse gummiet ind i øjet og dernæst at presse hylsteret ind i gummiet. Det tog sin tid at gøre det 2 gange, men immervæk så støddæmperen ud som ny (øh, brugt). I det mindste sad det hele sammen igen. Under huset er der nu et par sorte kruseduller, men dem kan du kun se, hvis du lægger dig ned.
I øvrigt opdagede jeg nogle skader på et af sidepanelerne, så jeg skiftede ud med samme forsigtighed, nu hvor alting alligevel var skilt ad. Klaus’ røde boks var et godt lager … Og nu havde jeg endelig sorte hænder igen, noget jeg havde forsømt de seneste dage. Tak Blacky, for hjælp og ideer!
Efter denne Aktion Skrue kunne den sjove del af aftenen så endelig begynde. Det endte med at vi spillede Mölkky (et sjovt træ-kastespil fra Finland) med omkring 15 mennesker. Med så mange deltagere varede det en evighed (og stakkels Bruno havde nok at gøre med at holde styr på vore points). Trods en mindre regel-forenkling (for at fremskynde slagets gang) var det allerede over midnat, før spillet var til ende og alle fik lov til at gå i seng.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Sandártunga – Þingvellir

På campingpladsen var der en (børne-)kabelbane, der skulle afprøves. Imidlertid blev bolden hængende for lavt for lidt større børn (60 års fødselarværdighed er ingen hindring for leg!), så der var behov for en lille justering. Ikke langt fra Sandártunga ligger Háifoss ,to mere end 120 m høje vandfald ved siden af ​​hinanden. Der kommer nogle turister, selvom tilkørselsvejen er ganske stenet og ujævn (og de stejle slugter ikke er sikret med gelændere). Mens nogen kiggede på vandfaldene her, tog andre ind ad den ret stenede vej til udgravningsområdet ved vikingefarmen Stöng, hvor der også lå imponerende og meget smukke vandfald, nærmest som en dyb oase med masser af blomster og grønt (blandt andet kvan, en vigtig plante, som er meget vitaminrig). På denne dag kørte vi kun asfaltveje, undtagen ind til vandfaldene. Men selv der er der interessante ting at se …små sjove bakker i landskabet, en flod med store brune lava­formationer og en tankstation med et sortiment af hestesko ! Nogle tog på bondemarked i Fluđir. Finnerne jagtede varme kilder (ved hjælp af en bog, hvor man også kunne finde frem til de mere uofficielle), vi andre nøjedes med friluftsbadet.
Et af vores mål for dagen var Gullfoss, et meget vandrigt vandfald, hvor vandet strømmer igennem en smal kløft. Kun nogle væk er den næste store turistattraktion, hvor der kommer mange busser fra Reykjavik: Geysir, I dette område er der adskillige hede dampkilder og mange huller med kogende vand, f.eks. Strokkur, som springer jævnligt. I de seneste år er der – i takt med den øgede geotermiske aktivitet – opstået mange flere små springkilder.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Biler i lavalandskab ved Stöng

Sidste seværdighed i dag var spalteområdet Þingvellir. Her har det islandske parlament været samlet gennem 1000 år. De to kontinentalplader Europa og Amerika fjerner sig her fra hinanden med et par cm om året. En del af stien er spærret af, fordi man opdagede et hulrum under området i september 2011.

Vi slog lejr på campingpladsen i den nordlige del af Þingvellir. Der blev repareret flere dæk og vasket tøj (som vi forsøgte at tørre). Da det var meget koldt i aften, var det tvivlsomt, om tøjet ville være tørt næste morgen.

Þingvellir – Laugar

På denne dag var vore tropper igen delt. Nogle ønskede at tage til Reykjavik, jeg og de fleste andre havde reserveret en tur (næsten) til Jordens indre. I 2012 var der mulighed for at se en tom vulkansk ”skorsten” indefra. Det kan være, at besøgsperioden vil blive forlænget, men indtil nu vides det ikke. Normalt styrter en vulkan sammen, når magma­kammeret bliver tømt, men med Þríhnúkagígur var det anderledes for 4000 år siden.
I en lille konvoj kørte vi først til et skisportssted ca. 30 km uden for Reykjavik, hvor der også er parkeringsplads til vulkanturen. Eftersom tøjet stadig er vådt fra natten før, hængte vi det mellem bilerne, det var nyttigt vejr, selvom det blæste … Slæbetov er praktisk som tørresnor.
Vi blev afhentet af Lilia, en skuespillerinde, der arbejder her i sommerferien og fører turister til vulkanen. Fra parkeringspladsen havde vi først cirka 3/4 times gåtur gennem et lavaområde , hvor vulkanen faktisk temmelig ligger isoleret i midten af ingenting. Før vi forlod parkeringspladsen, prøvede Lilia (forgæves), at overtale Dan og Bruno til at skifte sko. Dan gik barfodet i sandaler, Bruno hjemmesko og sokker. Begge var nogenlunde enige om dette svar: “Disse sko er gode, dem går jeg i alle steder,” Lilia gav op, og så kunne vi gå. Karen havde vandrestøvler på, som hun engang havde købt for 25 år siden i Island. Den ene støvle ville imidlertid kaste sålen – dette var naturligvis ikke optimalt til vandrebrug. Lilia havde et tyndt snørebånd med, så støvlen blev midlertidigt repareret.
Lejren for vulkanudflugterne består af to containere, der skal anvendes til omklædningsrum, husly, køkken, lager, informationskontor, kommando-center og spisestue. Her blev der først serveret lækker kaffe. Containeren var fløjet dertil med den største kystvagtshelikopter, fordi det er tilsyneladende er det eneste i Island, som overhovedet kan løfte containeren fra jorden.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Rejsen til jordens indre

Elevatoren ned i krateret er ikke særlig stor, så der må højst køre 5 personer ad gangen. Vi blev opdelt i flere grupper. De første fik lov til at tage hjelme og sikkerhedsseler på og gå de sidste 100m til liften. Indgangen er øverst på toppen af ​​en lille vulkan, hvor der er en bom fra en kran på tværs. På den hænger ​​kurven, hvori man kører ned. Ombordstigning ser værre ud end det er, du er altid fæstet med reb, både på broen og i kurven. Så du kan højst falde ned sammen med inventaret …Nu var det tid til at tage den underjordiske taxa ned i hulen. Der er monteret hjul på siderne – de er nødvendige, fordi hullet er lidt skævt og derfor skal kurven på et tidspunkt rulles et lille stykke vej langs væggen. I 120 meters dybde bliver vi sat af. Hernede i krateret kan man tydelig se, hvor gasboblerne er eksploderet. Man skulle tro, at kraterbunden er belagt med lava, men nej, den er fyldt med basaltblokke i alle mulige farver! Det er muligt – for dem, som vil – at klatre endnu længere ned i sidelommerne af krateret. Krateret hører til en fire kilometer lang spalte, hvorigennem magmaen er steget op. De sorte formationer på begge sider af krateret er en del af denne spalte.
Ærgerligt nok måtte vi op af krateret igen. Da vi blev hentet oppe ved kraterranden, var vejret meget dårligt. Vores guide advarede os: “Om 5m er vinden meget stærk!”. Han lovede ikke for meget, advarslen var passende: efter det næste sving, blæste vi næsten væk fra bjerget. Desuden regnede det ganske kraftigt, og som pynt havde vi tåge. Men det var ikke så slemt lige nu, vi afleverede vores grej og trak ind i køkkencontaineren. Her blev der serveret en virkelig lækker hjemmelavet islandsk kødsuppe. I mellemtiden havde Karen anden sko også befriet sig for sin hæl og skulle repareres.
Til sidst måtte vi gå tilbage til parkeringspladsen, gennem tåge, kraftig vind og heftig regn – forfra … Det var der ikke meget sjov ved i det lange løb, vandringen retur tog omkring dobbelt så lang som udturen, til slut var vi alle gennemblødt. Regntøjet havde ikke rigtig hjulpet. Da vi nåede parkeringspladsen, klædte vi alle om eller tog i det mindste det våde tøj af. Günter var blevet ved bilen og havde venligt taget vasketøj og stuvet ind i Meharien. Tøjet var i det mindste stadig fugtigt og ikke drivvådt. TAK!
Da vi skulle af sted, så Alex intet på grund af vejret og begyndte at dreje af for tidligt. Det var en hårsbredde fra at kunne være gået rigtig galt. Han blev hængende på bundrammen over et flere meter dybt hul og kunne ikke komme væk selv. En islænding trak ham løs, der var han atter heldig! På vejen videre var vejret var stadig væmmeligt, vinden havde næsten blæst os af vejen. I udkanten af ​​Reykjavik, er der et stort Bauhaus-varehus. Der kørte vi ned for at få et par møtrikker, hvis nu støddæmperen skulle trænge til nogen igen. Blacky og Oli var gået glip af vulkanen og besøgte Reykjavik imens. De havde også lovet at finde møtrikker til mig, hvis de fandt en passende forretning. ønskede at få mig nødder, hvis de kunne finde en egnet butik. Så vi kørte i formation med 5 biler fra 2 retninger samtidig i rundkørslen ved indgangen til parkeringspladsen. Spørg om det var aftalt … Alexs benzinkoger havde opgivet ånden nogle dage tidligere, så han ønskede sig en ny. Byggemarkedet: det kunne jo være. På spørgsmålet om benzinkogere, blev han sendt til afdelingen for bunsenbrændere. Nej, det var ikke lige det …

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

André i bad igen, igen.

Fra Reykjavik kørte vi uden større begivenheder ad vej 1 og vej 60 mod Laugar, som ligger i begyndelsen af ​​Vestfjordene (nær fjorden, hvor Erik den Røde oprindelig havde sin gård). Der er en lille campingplads, hvor vi etablerer os. Det stadig fugtige vasketøj blev hængt i teltet, måske det ville tørre denne gang? Her har engang været højskole, og der er en lille, men dejlig varm pool (med et nydeligt hus i vikingestil til at klæde om i). Efter denne lang dag med vandreture, vulkan, vind, regn og en del kørsel, ville vi slet ikke op igen. På campingpladsen er der liv og glade dage – en islandsk storfamilie holder slægtstræf, og de synger af fuld hals, rigtig hyggeligt!

Laugar – Tálknafjörđur

Laugar ligger omtrent i den sydlige ende af Vestfjordene. Først kørte vi ud på vej 60, men efter et par kilometer drejede vi mod Reykholar, hvor der skulle være en pool. Der er der sandsynligvis også, men vi fandt den ikke. Til gengæld kunne vi tanke op her – hvem ved hvor den næste tankstation er …
Tilbage på 60´eren. Delvis asfalt, men også en masse grusvej langs fjordene Min Acadyane havde endelig fået støddæmpere igen, men der var atter en stempelstang, der havde skruet sig ud af øjet. Det blev ambulant sikret mod at falde ned og selve operationen udskudt til campingpladsen i aften – det var i hvert fald planen.
Ved vejgaflen i Flokalundur skulle der også være en naturlig pool, men selvom vi kiggede vidt og bredt, kunne vi ikke få øje på den. Landsbyen har en swimmingpool, hvor du skal betale entré for at bade. Men sådan var det ikke planlagt . . . Ejeren af poolen så os, lo og sagde: “min første bil var en Dyane, og den varme kilde er derovre mellem klipperne …”
Vi kørte videre, men Alex gjorde holdt, “Jeg har en brændende lugt” . Og det endda på Ami-Super-motoren, som man ikke er fortrolig med. Vi fandt dog en olieslange, som dryppede direkte på generatoren (ja, den sidder virkelig der på dén bil). Dette blev lappet med tape, måske var det allerede løsningen. Men det lugtede stadig brændt, “det kunne være den resterende olie.” Alex ændrede sin plan for dagen, han ville virkelig gerne køre til Látrabjarg. Det er både det vestligste punkt i Island, og der er store kolonier af fugle. Det er mindre end 400 km fra Grønland. Men dette har allerede ændret og udgik for vores del – også mig, på grund af støddæmperen. En del af de andre var ude og lege søpapegøjer på de stejle klipper ( hvor det blæste en stiv pelikan!). Bagefter besøgte de Hnjótur, et meget specielt museum, hvor der bl.a. var et gammelt amerikansk fly og en stor udstilling om fiskeri, fuglefangst og søredning – sidstnævnte udødeliggjort i en meget dramatisk film om et forlis, der fandt sted i julen 1948.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Morgensysler

Livet her omkring går meget langsommere end i de mere tæt befolkede områder – det gælder også for dyrene og fuglene, som ynder at stå midt på vejen. I Patreksfjörður prøvede Alex atter at besøge en barbersalon, han var virkelig ved at ”gro til”. Vi fandt også en, men havde imidlertid glemt, at det var søndag. Altså groede håret videre, men viljen var der i det mindste…
Da vi mødtes på campingpladsen i Talknafjordur, var det tid til fest. Belgien har også en nationaldag, så Nicolas og Martine inviterede på noget at drikke (og lidt til). Dan kendte desværre ikke den belgiske nationalsang, men også det var der råd for. Zaki kom med sin iPad og trak hurtigt noderne til hymnen ned fra internettet. Til ære for os alle fik vi lov til at skrive vore navne på dét kort over Island, Nicolas havde foreviget på sin bildør. På grund af festen blev min støddæmper ikke repareret, i morgen er der atter en dag … Samme aften, efter klokken 23 kom Anne og Carsten til pladsen. Egentlig ville de bo et andet sted, men det indfriede ikke deres forventninger, og desuden længtes de efter os. Førerdøren på deres Land Cruiser kunne ikke åbnes. Et vindstød havde revet den voldsomt op, så dørbeslaget var bøjet, og listen ikke længere passede. Efter at Carsten havde ”befriet” døren, hjalp vi ham med at bøje den på en sådan måde, at det fungerede igen og næsten så godt ud. På bagkofangeren var der allerede gået flere skruer løs, så de var tapet for at sikre, at de ikke blev “lost in nowhere”. Hvad gjorde man egentlig tidligere, da der ikke var noget tape?

Tálknafjörđur – Bólungarvík

Her er der virkelig ikke langt til verdens ende – endnu et par sving, så kan du se den. Turen gik langs fjorde, over diverse gruspas og gennem en tunnel med en afkørsel i midten. Et eller andet sted på en parkeringsplads, mødte vi en schweizer, som sagde ligeud, ”I er jo overalt med jeres ænder.” Han havde sikkert allerede set os et par gange. Der var et skilt med advarsel om fugle på vejen – gad vide om “varpland”(yngleområde) betyder “planlagt” Men det ville helt sikkert passe … Mange fugle i området var på eller lidt over vejen, desværre var der et par, som var for langsomme, selv om trafikken er ubetydelig.
Også her skulle der være en varm kilde et eller andet sted, men vi vidste ikke præcis hvor. Denne gang var det dog enkelt: Helge og Christines AK stod på en lille parkeringsplads, så kunne der ikke være langt til vandet … De to havde besluttet at tage på badeferie og de havde en bog, der kun beskæftigede sig med varme kilder. Vi fandt en rigtig stor swimmingpool og bag ved den en meget pænere , ægte varm kilde. Vi kom forbi Dynjandi, et enormt vandfald, hvor kun få kubikmeter vand i sekundet styrter ned over klipperne. Det ligner en kæmpe forhæng, 99 m højt og 60 m bredt.
Campingpladsen i Bolungarvík er egentlig bare en ikke særlig pæn eng, som ligger rundt om sportshallen. Men der er sanitære faciliteter og en swimmingpool med rutsjebane og en kunstig hot pot. Uden for var natten temmelig kold ( Bólungarvík – Drangsnes

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Drivers Meeting

I Vestfjordene kan man tilbagelægge adskillige kilometer uden at nå langt. For eksempel: “Se, der ovre var vi for 3 kvarter siden” – der var faktisk kun 40 km rundt om en fjord, hvilket giver én kilometer eller så i lige linje. Og at det kaldes Vestfjordene, tyder allerede peger på, at der er flere. Men der er ikke bare flere, men mange …
Efter at have kigget lidt på den driftige havn i Isafjörđur (og handlet – f.eks. nye støvler og badetøj som afløser for det gamle grej, der var grundigt præget af mange års brug i ujævnt terræn og svovlholdigt vand) var det planen at tage til Norðurfjörður i dag. Det er omtrent i den nordlige ende af vejen på den østlige side af Vestfjordene. Fik I det? Der kom imidlertid en besked fra Morten, der allerede var i området. Et stykke af kystvejen i dette område var alvorligt beskadiget af stormen og derfor var ufremkommelig (det betød desværre, at vi gik glip af både varme kilder ude i havet(!) og et spektakulært bad i Norðurfjörður, hvor badeanstalten ligger på stranden). På et spontant Drivers meeting, besluttede vi at ændre planen og køre til Drangsnes. Det er også på den østlige side af Vestfjordene, dog ikke i nord, men i syd. Så nu viser mit kompas alle retninger …
Langs vejen kunne vi beundre små kilder, masser af kæruld og sågar sæler. Ruten var lang nok endda – der var, som allerede nævnt ovenfor, mange fjorde, som var meget tæt krøllet sammen. Og vi gik ikke glip af muligheder for bad: undervejs var der igen flere varme kilder, som vi selvfølgelig bare måtte prøve. Praktisk med bad lige ved siden af parkeringspladsen! I Drangsnes er der sågar hot pots på midten af molen. Et af Remys dæk var splintret på siden – her hjalp ikke engang tape!
Fra campingpladsen fik Tommy & Lia øje på to hvaler, der var på rejse i fjorden. I morgen skulle vi selv drage ind i landet igen.

Daniel Galbavy (oversat og redigeret af Karen Valeur)

Bragt i Attraction 298, april 2013

Sorry, the comment form is closed at this time.