jun 152012
 

Af Karen Valeur

Foto: Karen Valeur & Dan Johanson

I år var det atter Danmarks tur til at stå for grænsetræffet, og allerede i efteråret havde vi sonderet mulige steder og sendt Mette og Erling “i marken”. Efter at have undersøgt et par pladser ved Limfjorden, tog de til Guldager Strand Camping og var ikke et øjeblik i tvivl: Her skulle træffet være! En hyggelig, lille campingplads med perfekt mulighed for at blande hyttefolket med teltliggere og et fint fællesareal. Masser af træer og buske og – ikke mindst – et serviceminded bestyrerpar, som bare syntes, det var alle tiders med alle de vinkelekvipager og deres mennesker. Der er ikke langt til Hirtshals, så nordmændene kunne nemt komme an. Og det gjorde de! Ikke så snart jeg havde sendt invitationen til de øvrige nordiske lande i starten af december, før de første bookninger fra Norge tikkede ind både pr. SMS og e-mail. Snart var der ikke flere hytter, men pyt: Nabocampingen lå bare et stenkast væk, så campingmutter Pernille henviste resten af de hytteglade (eller var det -gale?!) til den.

Intet grænsetræf uden fællesspisning. Igen blev der researchet til den store fortjenstmedalje, ingredienserne justeret og bestilling afgivet. Folk var flinke til at melde sig på forhånd, så vi kunne hurtigt konstatere, at det skønnede antal på 30 biler, for længst var overskredet (der kom faktisk næsten 50!). I tilfælde af regn garderede vi os med et af klubbens telte (som Erling og Mette tog med fra Citræf). Nu gjaldt det om at forberede landskampen (det var Dans afdeling) og pakke sydfrugterne, inden vi drog mod nord. Meharien blev læsset med alskens nyttige sager – bl.a. hjemmelavede fiskestænger, en masse godt fynsk øl samt velkomstdrink blandet af nordisk pullimut (snaps og vodka fra samtlige nordiske lande plus rød Rynkebysaft) og bretonsk pæresnaps (man er vel frankofil!).

Vejret var helt fantastisk – og det blev ved hele pinsen (og vi blev atter “beskyldt” for god planlægning!). Trafikken op gennem Jylland var tæt, men uproblematisk – liiige indtil vi passerede afkørslen ved Haverslev. Så blev langsom trafik til decideret kø. Efter al den tomgangsagtige kørsel, gik bilen i stå og ville ikke starte igen. Efter mange forgæves forsøg på at få den i gang, måtte vi ud i nødsporet. Hvorpå køen opløstes! Nå, men tændspolen var alt for varm, og mens vi sad der og ventede og ventede, blev vi overhalet af først en svensk Acadyane og siden Dan Lerche med familie-HY. Efter en rum tid – og endnu flere startforsøg – gik jeg ud og nørklede ved tændkablerne. Hvorpå telefonen ringede – det var Dan, der var kørt ind på næste rasteplads (og havde fået fat i mit mobilnummer via Erling og Mette). Om de skulle vente? Jo, tak – det ville være rart! Om det telepati eller hvad, ved jeg ikke, men NU startede Meharien, og vi skyndte os at finde den lyseblå HY og lave en Dan-konvoj.

På pladsen blev vi modtaget med klapsalver, og så var det med at få skænket velkomstpullimut op. En del var allerede kommet om torsdagen, men der vedblev at trille 2eV’er ind (og en enkelt HY eller to). Bommen havde et hårdt liv, og det havde Heidi også. Hun gled i noget grus og brækkede en tå-knogle, så hun måtte på sygehuset næste dag og “bestøvles”! Ved midnat tørnede campingmutter ind. Morten og Eva nåede ikke frem inden da, men den del af pladsen, som lå nederst, var ikke spærret af, så der blev de natten over. Men natmad oppe på vores “HYlde’; kunne sagtens indtages alligevel. Det var begyndt at blive lyst, fuglene sang i trætoppene, og man kunne høre Vesterhavet. Livet er herligt!

Om lørdagen var der konkurrenceopvarmning i form af “find fem fejl” på vores Mehari. Dan havde pillet ved bilen, så der var fem grunde til, at den ikke kunne køre. Besvarelserne var talrige, og nogle af dem var yderst fantasifulde (enkelte havde også fundet andre fejl på bilen, som dog ikke havde noget med bilens køreegen skaber at gøre). F.eks. at føreren ikke var i bilen, saxofon kassen åben, motorrummet ditto, dæk stjålet, snedrive på vejen, synsmærkat mangler, etc. etc.! Da der ikke var nogen finner til stede (nogen var til bryllup, andre har nok fuldt op at gøre med at forberede 50 års jubilæumstræf, hvor der også kommer invasion. Jeg tror helt sikkert, at det anslåede antal på 300 biler bliver flerdoblet og har hørt, at de er blevet nødt til at tage nærliggende arealer i brug!). kunne de ikke stille hold. En af de norske familier på træffet havde islandsk besøg, men de var “ute på tur” da landskampen skulle starte (måske fordi de deltog i den ikke helt nemme konkurrence i Norge i fjor) . Så det blev til 3 hold, Danmark, Norge og Sverige. Dan havde udtænkt en kombineret pølsespisningsfiskestangsmanøvre (med brug af bakspejl) med en 2CV-skubningsseance. Det var meget festligt, alle kæmpede bravt, men nordmændene gik af med sejren – igen, igen!

Ved 19-tiden var grillen varm, maden leveret og folk sultne. Og vejret, ja det var lige så fantastisk som maden var god (ros til Mette for at have valgt en god slagter!). Over 100 mennesker bænkede sig ved bordene. Under middagen blev der uddelt præmier, bl.a. til det vindende hold i landskampen. De seneste par år har vandrepokalen (som åbenbart befinder sig i Sverige) glimret ved sit fravær, så nu fandt jeg tiden inde til at indstifte et nyt trofæ. Det var en 2CV-profil i træ med en elg og en isbjørn om bord og med teksten “I love North”.

Søndag slog vi et smut ned på engen ved receptionen, hvor fastliggerne havde loppemarked og en flok veteranbiler var linet op. KI. 14 var det vores tur: Nu skulle vi til stranden (dem, der ville undgå at køre i sand og salt, tog direkte til Løkken og ventede på os andre). Ca. 45 biler var med på den flotte rute, Erling havde lagt. Alle de farvestrålende biler præsenterede sig på bedste vis, både i det grønne landskab og i strandens hvide sand under den blå himmel. Jeg mindes ikke at have deltaget i så imponerende en strandkonvoj siden et havnetræf i Rozenburg i Holland for 20 år siden! Bagefter skulle vi igennem et plantageområde med sommerhuse, og det gik noget så gevaldig godt, indtil grusvejen ned til kysten på Erlings GPS pludselig forvandlede sig til en gedesti i det virkelige liv. Altså vende alle bilerne (og omdirigere dem, der ikke var drejet ned ad vejen), og så var Morten pludselig forrest. Vi holdt en hurtig rådslagning (med et landkort!), og så gik det mod Løkken (som vi sikkert skulle have været inde i, men det var vist godt det samme med så mange biler). Vi samlede den strand frie konvoj op, og så gik turen til Børglum Kloster, hvor vi atter linede bilerne op. Meget festligt! De første nordmænd takkede af for at nå færgen. Vi andre kørte til Saltum, hvor der snart var fyr i såvel grill som bålfad. KI. 21 var vi en stor flok, som gik gennem plantagen og klitterne ned til stranden, hvor Dan spillede solen ned. Det var en smuk aften!

Mandag tog vi teltet ned, pakkede sammen i ro og mag (skulle jo ikke nå nogen færge), og ingen modsagde ideen om at her var stedet, hvor man sagtens kunne arrangere grænsetræf om 4 år igen. Det 47. af slagsen.

Klippet fra Attraction 295, juli 2012

 Posted by at 11:00

Sorry, the comment form is closed at this time.